Nyhedsbrev – Vedtaget – Nye skatteregler for medarbejderaktier mv.

Folketinget vedtog den 12. maj 2016 lovforslaget (L 149 B), der (gen)indfører regler for beskatning af medarbejderaktier mv. i en ny § 7 P i ligningsloven. Den vedtagne lovtekst er i hovedtræk lig med det forslag, der blev fremsat i marts. Vi har kort opsummeret nedenfor.
De nye regler har virkning for aftaler om tildeling af medarbejderaktier mv., som indgås den 1. juli 2016 eller senere.
Reglerne kan benyttes til
Optioner/køberetter, warrants/tegningsretter, Restricted Stock Units, Performance Stock Units, Share Matching programmer, gratisaktier, køb af aktier til favørkurs og forskellige former for Employee Stock Purchase Plans (ESPP). Reglerne vil gælde for både individuelle og generelle aktieordninger.
Lovens overordnede indhold – beskatningen
Ved anvendelse af reglerne ændres beskatningen fra at være lønindkomst/personlig indkomst (som beskattes med op til ca. 56 %) til at være aktieindkomst (som beskattes med 27/42%). Herudover udskydes beskatningen, indtil medarbejderen sælger sine aktier.
Arbejdsgiveren ikke har fradragsret for værdien af de tildelte medarbejderaktier mv. omfattet af den nye regel i ligningslovens § 7P.
Reglerne er begrænset til
Reglerne er begrænset til at kunne finde anvendelse på aktieløn mv. på en værdi svarende til maksimalt 10 % af årslønnen. Hvis 10 % grænsen overskrides, er konsekvensen, at den del af de tildelte medarbejderaktier mv., som kan holdes inden for 10 % af årslønnen, omfattes af de gunstige regler i ligningslovens § 7 P, mens den del af de tildelte medarbejderaktier mv., der falder udenfor 10 % grænsen, omfattes af reglerne i ligningslovens §§ 16 og 28.
Ved årslønnen forstås ifølge bemærkningerne årslønnen i det år, hvor parterne indgår aftale om tildeling af aktier mv. Det må antages, at der til årslønnen kan medregnes den aktieløn, der i givet fald falder udenfor ligningslovens § 7P.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at gældende praksis for værdiansættelse af købe- og tegningsretter skal finde anvendelse for købe- og tegningsretter omfattet af ligningslovens § 7 P. Det betyder, at Black-Scholes formlen kan anvendes, hvis der er tale om købe- eller tegningsretter, der giver ret til at erhverve aktier i et noteret selskab. Hvis der er tale om købe- eller tegningsretter, som giver ret til at erhverve aktier i et unoteret selskab, kan man ifølge forarbejderne bruge regler og principper, som følger hidtidig praksis, herunder benytte den såkaldte ligningsrådets formel.
Formelle krav i øvrigt
Reglerne finder anvendelse, hvis en række betingelser er opfyldt, hvoraf de væsentligste er at den ansatte og arbejdsgiverselskabet skal indgå aftale om, at reglerne i ligningslovens § 7 P skal finde anvendelse
Aftalen skal indeholde en række specifikke oplysninger (eksempelvis oplysninger om hvorvidt vederlaget består af aktier, købe- eller tegningsretter, og oplysninger om i hvilket selskab der er erhvervet eller kan erhverves aktier), men der gælder ingen form- eller sprogkrav til aftalen.
Der skal være tale om tildeling i ansættelsesforhold, og tildeling skal ske fra arbejdsgiver eller et selskab koncernforbundet hermed.
De tildelte medarbejderaktier må ikke overdrages (bortset fra arv).
Arbejdsgivers rapporteringsforpligtelser
Der introduceres udvidede rapporteringsforpligtelser for arbejdsgiver, som bl.a. skal indberette anskaffelsessum og identitet på aktielønnen mv. til SKAT. Endvidere skal der ske indberetning på tidspunktet for indgåelse af aftalen om brug af reglerne. Til gengæld skal det ikke længere attesteres af revisor eller advokat, at ordningen opfylder betingelserne for at anvende særreglerne.
For yderligere information og rådgivning kontakt advokat Henriette la Cour/hlc@nrlaw.dk
 

Dette nyhedsbrev kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Nyborg & Rørdam Advokatfirma påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af nyhedsbrevet. Dette gælder, uanset om skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller af øvrige forhold, der relaterer sig til nyhedsbrevet.