Nyhedsbrev – Iværksætterselskaber afskaffet og kapitalkravet for ApS nedsat til 40.000 kr.

Folketinget vedtog den 9. april lovforslaget om afskaffelse af iværksætterselskabet (IVS) og nedsættelse af kapitalkravet for anpartsselskaber til 40.000 kr. omtalt i vores nyhedsbrev af 8. marts 2019. Loven trådte i kraft den 15. april 2019. Der kan således ikke længere stiftes nye iværksætterselskaber, og eksisterende IVS’er skal omregistreres til ApS senest 15. april 2021.
 
Omregistrering til anpartsselskab
 
Eksisterende iværksætterselskaber skal senest den 15. april 2021 gennemføre en omregistrering til anpartsselskab med en minimumskapital på 40.000 kr. Omregistreringen i Erhvervsstyrelsens it-system er gebyrfri.
 
Iværksætterselskaberne har dermed en periode på 2 år til via indtjening i selskabet, der alene er underlagt selskabsbeskatning, at opbygge tilstrækkelige midler til at opfylde kapitalkravet for anpartsselskaber. I det omfang kapitalkravet kan opfyldes via indtjening i selskabet inden for 2-års fristen, er dette at foretrække fremfor gennemførelse af en kapitalforhøjelse i selskabet baseret på midler beskattet som personlig indkomst.
 
Hvis et iværksætterselskab ikke er omregistreret til et anpartsselskab inden for fristen, kan Erhvervsstyrelsen fastsætte en frist, inden for hvilken iværksætterselskabet skal opfylde kravet om omregistrering. Foretages omregistrering ikke inden for den fastsatte frist, kan Erhvervsstyrelsen træffe afgørelse om, at selskabet skal sendes til tvangsopløsning.
 
For yderligere information og rådgivning kontakt advokat Henriette la Cour/hlc@nrlaw.dk, advokat Karin Absalonsen/kab@nrlaw.dk eller advokat Ida Hauge Thaning/iht@nrlaw.dk.
 

Dette nyhedsbrev kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Nyborg & Rørdam Advokatfirma påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af nyhedsbrevet. Dette gælder, uanset om skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller af øvrige forhold, der relaterer sig til nyhedsbrevet.