Omkostningsgodtgørelse i skattesager er genindført for selskaber pr. 1. januar 2017

Folketinget vedtog den 15. december 2016 at genindføre selskabers ret til omkostningsgodtgørelse i skatte- og afgiftssager.
De nye regler, der trådte i kraft den 1. januar 2017, medfører, at selskaber og fonde igen helt eller delvist kan få dækket udgifterne i forbindelse med skatte- og afgiftssager, der behandles af de administrative klageinstanser, dvs. Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten, de danske domstole, EU-Domstolen eller under den særlige procedure efter EU-voldgiftskonventionen.  Reglerne gælder for udgifter til bistand udført efter 1. januar 2017, uanset hvornår en sag er indbragt for en administrativ klageinstans eller domstol.
Reglerne indebærer overordnet, at hvis et selskab vinder en sag eller får medhold i overvejende grad, vil selskabet være berettiget til en godtgørelse på 100 % af udgifterne i forbindelse med sagsførelsen. Det gælder for udgifter til sagkyndig bistand (eksempelvis advokat eller revisor), retsafgifter, udgifter til eventuelt syn og skøn osv. Hvis skattemyndighederne derimod får fuldt ud medhold eller medhold i overvejende grad, vil selskabet være berettiget til at få godtgjort 50 % af udgifterne. Ved vurderingen af, om der er givet medhold i overvejende grad, skal der som udgangspunkt gives medhold for mere end 50 % af sagsgenstandens værdi.
Hvis en sag er videreført på skattemyndighedernes initiativ, ydes der dog altid omkostningsgodtgørelse med 100 % uanset sagens resultat.
 
For yderligere information og rådgivning kontakt advokat Henriette la Cour/hlc@nrlaw.dk
 

Dette nyhedsbrev kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Nyborg & Rørdam Advokatfirma påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af nyhedsbrevet. Dette gælder, uanset om skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller af øvrige forhold, der relaterer sig til nyhedsbrevet