Nyhedsbrev – Forældrekøb stadig muligt i VSO

En politisk aftale bebudede i december 2019, at forældrekøb i virksomhedsskatteordningen (VSO) mv. skulle “afskaffes”. Det sker dog ikke ifølge et lovforslag, som har været i høring. Forældrekøb i VSO “afskaffes” ikke, og forældre vil fortsat – under VSO – kunne købe fast ejendom og udleje denne til deres børn.
Det lovforslag, der har været i høring, ændrer således ikke ved, at det vil være muligt at have en forældrekøbsejendom som den eneste virksomhed i en VSO efter de almindelige principper for erhvervsmæssig virksomhed, herunder også at der vil være adgang til at opspare overskud til foreløbig beskatning på 22 %/reinvestering af positiv avance (minus 22 % skat) i anden virksomhed mv.
I løbet af september 2020 har et lovforslagsudkast herom været i høring, jf. link nedenfor, men det er endnu ikke er fremsat i Folketinget.
https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/91c2e826-2e08-4dd9-907e-036c0ef3fc63/Lovforslag%20om%20pvc-folier,%20v%C3%A6ddem%C3%A5l%20og%20onlinekasino%20samt%20for%C3%A6ldrek%C3%B8b.pdf
Det bebudede lovindgreb medfører overordnet:

  1. at der ikke længere kan opnås “høj” fradragsværdi for renteudgifterne af ejendommens gæld (den nye særlige rentekorrektion), og dernæst
  2. at der ikke længere kan opnås kapitalafkast til beskatning som kapitalindkomst af ejendommens “friværdi” (reduktionen af kapitalafkastgrundlaget).

Vi må regne med, at lovforslaget fremsættes inden udgangen af året (i nogenlunde den form det har nu) og vedtages, da det er udmøntningen af den politiske aftale.
Der kan naturligvis ske ændringer i lovgivningsprocessen, men der ses ikke at være risiko for, at det bliver mere bebyrdende, end hvad følger af lovforslagsudkastet. Det lægger hverken politisk aftale, lovforslagsteksten eller høring op til.
Efter lovforslagsudkastet skal indgrebet have virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2021 eller senere, og det vil sige, at ændringerne vil ramme eksisterende køb og nye køb i 2021 på samme måde.
 
For yderligere information og rådgivning kontakt advokat Henriette la Cour/hlc@nrlaw.dk
 
 

Dette nyhedsbrev kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Nyborg & Rørdam Advokatfirma påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af nyhedsbrevet. Dette gælder, uanset om skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller af øvrige forhold, der relaterer sig til nyhedsbrevet.