Fra den 23. maj 2017 skal virksomheder registrere oplysninger om deres ultimative personlige ejere (”reelle ejere”). Fristen for registrering af reelle ejere er den 1. december 2017. Registrering kan foretages allerede nu.
Registrering af reelle ejere supplerer de gældende regler om registrering af ejerforhold i selskabets ejerbog og Det Offentlige Ejerregister på Virk.dk. Formålet er at skabe øget gennemsigtighed omkring danske virksomheders reelle ejerstruktur med henblik på at sikre, at danske virksomheder ikke benyttes til skattesvig og anden økonomisk kriminalitet – herunder hvidvask.
Vi forudser, at identifikationen af de reelle ejere i visse selskaber kan være kompliceret, og vi anbefaler derfor, at vores klienter går i gang nu med at identificere og registrere sine reelle ejere.
Hvilke virksomheder skal foretage registrering?
Følgende virksomheder skal foretage registrering af deres reelle ejere:
- Kapitalselskaber (A/S, P/S, ApS og IVS)
- Personselskaber (K/S og I/S)
- Erhvervsdrivende og ikke erhvervsdrivende fonde
- Finansielle virksomheder
- Virksomheder med begrænset ansvar (AMBA, FMBA, SMBA)
- Europæiske virksomhedsformer (SE, SCE, EØFG)
Børsnoterede virksomheder, enkeltmandsvirksomheder, filialer og medarbejderinvesteringsselskaber er ikke omfattet af reglerne.
Hvem er reelle ejere?
En reel ejer er i loven defineret som en fysisk person, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler. Loven fastsætter ikke, hvor stor en procentdel der udgør ”en tilstrækkelig del”.
Der foreligger en indikation på reelt ejerskab, hvis den fysiske person ejer eller kontrollerer ca. 25 pct. af virksomhedens ejerandele eller stemmerettigheder.
Man kan dog også betragtes som reel ejer, hvis ejerandelen eller stemmerettighederne er mindre end 25 pct. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis man ejer 15 % af kapitalen, men samtidig har ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer.
Reelt ejerskab kan både knytte sig til ejerandele, stemmerettigheder eller udøves ved hjælp af andre midler, f.eks. i kraft af vedtægtsbestemmelser, ejeraftale eller pantsætningsaftale. Hvis der er indgået en ejeraftale vedrørende selskabet, vil det ofte være nødvendigt, at selskabet gennemgår ejeraftalen med henblik på at vurdere fordelingen af rettigheder vedrørende selskabet.
Reelt ejerskab kan være direkte eller indirekte via den fysiske persons besiddelse af kapitalandele eller stemmerettigheder i et eller flere holdingselskaber.
Juridiske personer, så som selskaber og fonde kan aldrig være reelle ejere. Er der ingen reelle ejere, eller kan der ikke defineres nogen reelle ejere, skal de registrerede med-lemmer af selskabets direktion optages som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system.
Hvilke oplysninger skal indhentes og registreres?
Virksomheder skal indhente oplysninger om virksomhedens ejere og de reelle ejeres rettigheder og på baggrund heraf foretage en konkret vurdering af, hvem der er virksomhedens reelle ejere.
Virksomheden skal registrere følgende oplysninger om sine reelle ejere:
- Navn
- CPR-nummer
- For personer uden CPR-nummer skal der indhentes pasnummer eller oplysning om fødselsdato og statsborgerskab ved fødslen samt kopi af pas eller identifikationskort
- Nationalitet
- Adresse og bopælsland
- Oplysning om de reelle ejeres rettigheder i selskabet
Hvis kapitalandele ejes gennem en kæde af kontrollerede virksomheder, skal ejerkæden også registreres.
Hvornår skal oplysningerne om de reelle ejere registreres?
Virksomheden skal registrere oplysninger om reelle ejere, hurtigst muligt efter at virksomheden er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer, og efter enhver ændring af de oplysninger, som er registreret.
Oplysninger om reelle ejere og de reelle ejeres rettigheder skal registreres på VIRK/Indberet.
Hvor længe skal oplysninger om reelle ejere gemmes?
Virksomheder skal opbevare oplysninger om dets reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Virksomheder skal desuden opbevare oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter identifikationsforløbet. Offentlige myndigheder herunder Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet kan kræve oplysningerne udleveret.
Erhvervsstyrelsens vejleding
Erhvervsstyrelsen har offentliggjort en vejledning om registrering af reelle ejere. Du kan læse mere om registrering af reelle ejere i Erhvervsstyrelsens vejledning, https://indberet.virk.dk/myndigheder/stat/ERST/Det_Offentlige_Ejerregister
For yderligere information og rådgivning kontakt:
- Advokat Henriette la Cour / hlc@nrlaw.dk
- Advokat Karin Absalonsen / kab@nrlaw.dk
- Advokat Ida Hauge Thaning / iht@nrlaw.dk
Dette nyhedsbrev kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Nyborg & Rørdam Advokatfirma påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af nyhedsbrevet. Dette gælder, uanset om skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller af øvrige forhold, der relaterer sig til nyhedsbrevet.