Advokater i bestyrelser og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer skal ifølge et nyt styresignal fra Skatterådet ikke længere fakturere bestyrelseshonoraret med tillæg af moms.
Skatteretligt anses bestyrelsesarbejde altovervejende at være et personligt hverv, hvorved honoraret er personlig indkomst (med A-indkomst beskatning). For en snæver gruppe af bestyrelsesmedlemmer (advokater og professionelle bestyrelsesmedlemmer) er der mulighed for at fakturere bestyrelseshonoraret, og det er hidtil sket med tillæg af moms.
Denne praksis er nu ændret som følge af Skatterådets afgørelse i SKM2025.296.SR. Afgørelsen er truffet på baggrund af EU-Domstolens domme i sagerne C-420/18 og C-288/22. EU-dommene fastslår, at der ved vurdering af, om bestyrelsesaktiviteten udgør selvstændig økonomisk virksomhed, skal foretages en konkret vurdering af, om bestyrelsesmedlemmet handler i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om det enkelte bestyrelsesmedlem bærer den økonomiske risiko ved en bestyrelsesbeslutning.
Praksisændringen består i, at der fremover skal foretages en selvstændig momsretlig vurdering af, om et bestyrelseshonorar oppebæres som følge af selvstændig økonomisk virksomhed.
For advokater i bestyrelser og professionelle bestyrelsesmedlemmer er der oftest ikke tale om selvstændig økonomisk virksomhed, hvorfor honorar for arbejde i bestyrelsen som udgangspunkt ikke vil være momspligtige. Modsat forholder det sig, hvis advokaten i bestyrelsen eller det professionelle bestyrelsesmedlem yder selvstændig rådgivning (fx til et selskab eller fond). I disse situationer er der tale om en momspligtig ydelse.
For modtagere af bestyrelsesydelser, fx fonde og foreninger, kan denne praksisændring få økonomisk betydning, idet der vil være mulighed for at søge om tilbagebetaling af tidligere betalt moms, som ikke har kunnet fradrages. Vær opmærksom på, at der er reaktionsfrister i skatteforvaltningsloven.
For yderligere information og rådgivning kontakt advokat Janie C. Nielsen / jcn@nrlaw.dk eller advokat Henriette la Cour / hlc@nrlaw.dk.
Dette nyhedsbrev kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Nyborg & Rørdam Advokatfirma påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af nyhedsbrevet. Dette gælder, uanset om skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller af øvrige forhold, der relaterer sig til nyhedsbrevet.